Hvordan foregår terapeutisk behandling?
Første session
Den eller de første gange bruger jeg på at få et kendskab til dig og din problematik. Med udgangspunkt i denne forståelse kan jeg skitsere, hvad jeg vurderer der skal sættes fokus på i terapien så du får det ønskede udbytte. Dette sker i dialog med dig, og vi kan løbende tilpasse behandlingsforløbet ved behov herfor.
Det vil ofte være hjælpsomt at tage udgangspunkt i nogle typiske situationer, hvori din problematik udspiller sig – dette kan både være i forståelsen af din problematik, men også når vi senere skal arbejde mere i dybden med den.
Det terapeutiske samarbejde
Jeg forsøger at skabe et trygt rum, hvor jeg respektfuldt udfordrer dig på dine antagelser eller på at prøve nye ting af og handle på en ny måde. Jeg støtter din rejse i det omfang, som det virker til du har behov for. Jeg fortæller dig ikke hvordan et problem skal løses, men vil hjælpe og støtte dig i at finde din løsning gennem spørgsmål, forslag og ideér. Din ekspertise på dig selv og dit liv vil jeg understøtte, måske udfordre på baggrund af observationer og sansning – hele vejen vil jeg være samarbejdspartner, der med forskellige metoder kan hjælpe til at ændre nogle uhensigtsmæssige mønstre, som du oplever begrænsende.
Psykoedukation
Læren om din problematik (hvordan opstår uhensigtsmæssige mønstre, hvad vedligeholder dem etc.) kan være et relevant for at du kan forstå, hvad der vedligeholder dit problem og hvad der hjælper dig til at bryde hermed. Psykoedukation kan også handle om at få viden om, hvad der er helt normale reaktioner og tanker, så du ikke bliver unødig forskrækket over dem, og måske kan føle du er ”skør” eller anderledes.
Det er typisk i starten af et forløb at psykoedukation primært vil forekomme.
Nye redskaber – terapiens indhold
Psykologens omtalte værktøjskasse er ikke så konkret som andre håndværkeres. Dette sagt er det vigtigt at du får en fornemmelse for, hvad der hjælper dig. Jeg er åben om og udviser gennemsigtighed med mine metoder. Værktøjet jeg bruger, afhænger af problemstilling. Nogle gange kan jeg benytte mig af konkrete skemaer eks. til registrering af tanker eller handlinger, eller til at omstrukturere dine tanker. De fleste gange er værktøjet din krop, og dermed guider jeg dig til at lære, hvordan kroppen kan bruges som kompas. Her kan bla. være fokus på din vejrtrækning, din lyst/ impuls, din længsel mv. Med andre ord hjælper jeg dig med at forstå og bruge det du er givet fra naturens side, og som for mange bliver væk i en moderne verden.
Hvor langt er et forløb og hvor ofte skal jeg komme?
Varigheden af et forløb er meget forskellig, alt efter hvilken problematik der arbejdes med, hvor svær problematikken er, og hvad den enkelte ønsker at opnå med forløbet. Alle er forskellige og arbejder i forskelligt tempo. Jeg lægger derfor vægt på, at et forløb ikke følger en på forhånd bestemt skabelon, men kan tilpasses til netop dine behov og muligheder.
For de fleste er det dog en fordel, hvis du i starten har mulighed for at komme med 1-2 ugers mellemrum. Grunden hertil er dels, at du her skal lære mig samt forskellige teknikker og redskaber at kende, og dels at det kræver jævnlig opfølgning og vedligeholdelse, når det gælder om at ændre fastgroede vaner eller mønstre og automatikker der sidder godt fast.
Tilbagefaldsforbyggelse
Når et forløb nærmer sig sin afslutning, lægger jeg vægt på at tale om tilbagefaldsforebyggelse – og når relevant at fase forløbet ud på en måde, der ikke bliver for hurtig eller abrupt. Som en del af tilbagefaldsforbyggelsen lægger jeg vægt på at gennemgå, hvad du har lært og erfaret i tiden du har gået i terapi, ligesom jeg finder det vigtigt at vende hvad du gør såfremt problemet opstår igen.
Der er ikke noget usædvanligt i at få brug for at komme igen til en eller flere timer ude i fremtiden for at holde bedst muligt fast i sine nye strategier og redskaber. Du kommer ikke bag i køen hos mig, hvis du vælger at holde pause forsøgsvis i et stykke tid.